Jeg tilbyder samtaleterapi og NLP-psykoterapi under supervision i Hillerød. Samtalerne er for dig, der ønsker mere ro, klarhed og nye handlemuligheder i hverdagen.
I samtalerne tager vi udgangspunkt i det, der fylder hos dig. Det kan være stress, uro, lavt selvværd, relationer, fastlåste mønstre, svære valg eller ønsket om personlig udvikling.
Sammen undersøger vi, hvad der ligger bag dine tanker, følelser og reaktioner, så du kan få nye perspektiver og konkrete redskaber til at skabe forandring. Mit fokus er at skabe et trygt, respektfuldt og nærværende rum, hvor du kan arbejde med det, der er vigtigt for dig.
Jeg er NLP-psykoterapeutstuderende på 3. år og arbejder under faglig supervision. Det betyder, at samtalerne indgår i min uddannelse, og at jeg arbejder efter klare rammer for fortrolighed, etik og faglig sparring.

Samtaler med fokus på indsigt og konkrete værktøjer.
Book en tidJeg har i mange år været på en indre rejse, hvor jeg har arbejdet med at forstå mig selv og de mønstre, der former vores liv. For tre år siden valgte jeg at begynde på NLP‑psykoterapeutuddannelsen hos Dansk NLP Institut, og jeg arbejder i dag under supervision. Min motivation er at skabe et trygt rum, hvor du kan finde ro, klarhed og nye muligheder. Min baggrund er 20 års erfaring med bygningsdrift og ledelse, hvor jeg har lært at kombinere analytisk sans for detaljer med evnen til at se helheden. Det har givet mig en stærk forståelse for, hvordan man kan skabe struktur og overblik, som er kvaliteter jeg i dag bringer ind i mit terapeutiske arbejde. Jeg er et nysgerrigt og engageret menneske, som lægger vægt på samarbejde, kvalitet og respekt. Sammen med min hustru og mine svigerforældre bor jeg i en fællesbolig i Hillerød, hvor jeg nu tilbyder psykoterapi. Mit mål er at møde dig med nærvær og professionalisme og støtte dig i den forandring, du ønsker at skabe i dit liv.

En samtale varer som regel mellem 45 minutter og halvanden time.
Vi tager udgangspunkt i det, der fylder for dig her og nu og du behøver ikke have en plan eller vide præcis, hvad du vil tale om.
Sammen undersøger vi det, der giver mening, og ofte opstår der naturligt nye perspektiver undervejs.
I begyndelsen kan det være en fordel at mødes hyppigt, for eksempel hver uge eller hver anden uge.
Det giver de bedste betingelser for at opbygge en tryg relation og skabe en mærkbar udvikling.
Samtalerne foregår i Hillerød på Dyrehavevej 4, men kan også aftales online via Teams.
Da jeg er på tredje år af min uddannelse, optager jeg samtalen så jeg kan få faglig supervision. Optagelsen slettes senest syv dage efter samtalen.
Ved første samtale gennemgår vi denne klientaftale, som danner rammerne for vores samarbejde. Fortrolighed, tavshedspligt og etik er altid i fokus.


Som psykoterapeut under uddannelse arbejder jeg efter gældende etiske retningslinjer og under løbende supervision. Det betyder, at jeg har et særligt ansvar for at sikre din tryghed og fortrolighed i samtalerne.

Hvis du kommer fra Ukraine, tilbyder jeg samtaler uden betaling. Det eneste krav er, at du kan tale engelsk på et niveau, hvor vi kan forstå hinanden godt. Jeg gør dette i solidaritet og respekt for det stærke ukrainske folk. Landet har en særlig betydning for mig, og jeg ønsker at bidrage med det, jeg kan: et trygt rum, hvor du kan finde støtte, ro og nye perspektiver. Mit håb er, at psykoterapien kan være en hjælp til at bearbejde oplevelser, skabe klarhed og styrke, og give dig mulighed for at finde fodfæste i en ny hverdag.

Skriv eller ring for at høre om tider, eller book en session direkte.